Derind hvor alt bliver synligt

I 10 år, har jeg ikke lukket nogen ind. Sådan derind, hvor AL bliver synligt. Derind hvor mine små løgne, metoder og følelser bliver 100% blottet. Derind hvor jeg er allermest sårbar og derind, hvor min spiseforstyrrelse gemmer sig.. Men det gjorde jeg i lørdags.
Jeg rækte en hånd ud, han tog den – og nu kender han alle mine små hemmeligheder. Jeg kan ikke længere skjule det bag en facade, for han har nu lært hvordan man kommer ind bagved. Derind hvor jeg får lyst til at flygte. Derind hvor han tvinger mig til at kæmpe imod mit kaos.

Det gør mig bange. Bange for at jeg mister kontrollen. Bange for at han skal se ind bag det, jeg altid har skjult og vælger at gå. At efterlade mig alene … blottet.
Det er præcis derfor min spiseforstyrrelse larmer fortiden. Jeg har lukket en person ind, der hvor jeg “ikke fortjener det”. Jeg har lukket en mand ind, som jeg elsker og som elsker mig. Det skælder min spiseforstyrrelse mig ud for – for den er jo den eneste, som altid er der. Som altid er min støtte. Den der aldrig forlader mig, når alle andre gør.
Men det gider jeg ikke mere. Jeg vil have en ny støtte. Jeg vil have en ny, som bliver ved min side ved godt og ondt. Jeg vil være fri og nyde at blive elsket ind i hver eneste knogle.

Fra da jeg trådte ind i det lokale med ham ved min side, havde jeg lyst til at flygte. Jeg var bange, for han ville opgive mig. Bange for at han blev skræmt af sygdommen. Jeg kunne ikke få vejret og tårerne sad i øjnene. Jeg svedte og havde konstant fokus på døren. Jeg kunne sagtens have rejst mig og gået, men jeg blev og det samme gjorde han. Der vidste jeg, at kampen var allerede begyndt og jeg ville kæmpe. Jeg ville kæmpe for at komme fri fra mit kaos, for der vidste jeg én ting – jeg kæmper ikke længere alene.

– Jeg inviterede min kæreste til at deltage i et “kursus”, så at sige – for par, hvor den ene led af en spiseforstyrrelse. Det var ikke en terapi, men en forståelse for, hvad der foregår inde i den spiseforstyrrende og hvordan man kunne kommunikere bedre eller hjælpe bedst muligt, hvis der opstod en situation. Derudover lærte han en del om, hvorfor jeg har mine åndssvage reaktioner nogle gange, og det gav ham en bedrere forståelse for hans handlemuligheder, men også at mange af mine reaktioner ikke var hans skyld.
Det var en lettelse, at han fik det fortalt ude fra, da jeg tit føler, at han tager skylden på sig selv.

Jeg var ærligt bange for at han ville løbende skrigende væk efter 6 timer i selskab med andre spiseforstyrrende par, 1 psykolog, 1 sygeplejerske og 1 overlæge, men det gjorde han ikke. Han ville endda gerne møde op endnu engang.
Han fik sparet lidt med hans ven om aftenen, og da vi senere mødtes sagde han med stolthed i stemmen: “Det er faktisk utrolig, hvor langt du er kommet.”..
En sætning jeg aldrig havde forventet at få fra ham. Jeg troede inderligt, at han følte jeg var samme sted, som jeg var da vi mødtes. Men jeg tog fejl. Jeg er så lettet – for jeg er sku kommet videre. Jeg har stadig mange små ting, som påvirker mit liv og jeg har stadig mine perioder. Men HOLD NU FAST, hvor må jeg godt være stolt over, at jeg ikke længere kæmper med hvert måltid. At jeg kan sætte ord på mange af mine følelser. At jeg kan sige fra, når der er noget jeg ikke vil, istedet for at hoppe og springe for alle andre.
At jeg kan varetage mine klienter, blog, studie, studiearbejde uden at det påvirker min spisning og mit humør.

Trods alt, sidder jeg tilbage med en form for “tomhed.” Et ord, som ikke beskriver særlig meget, men som min overlæge og psykolog forklare: “det er den bedste betegnelse, en spiseforstyrrende kan give. Følelserne er lukket inde og derfor opstår tomheden. Derfor føler man tomheden – en følelse, der ikke kan beskrive hvordan man har det, for man ved det faktisk ikke selv.” Jeg er angst, fordi jeg aldrig i mit liv har lukket en så tæt på, som jeg gjorde ham den dag. Hvilket egentligt er utroligt nok, eftersom vi snart har set hinanden i 4 år. Men som vi blev enige om, så det var ligesom andres erfaringer og oplevelser, som hjalp ham til at forstå en del ting i forhold til mig. Fordi pludselig var han ikke alene, der var faktisk flere ligesom ham – og der var også flere ligesom mig.

Men trods denne her tomhed, så gider ikke leve i den følelse – den skal bare overståets. Derfor fokusere jeg på de glæder jeg har. Om det så kun er små ting. Det får mig ud af min skal og for hver dag, får jeg det bedre og bedre.

Jeg har mange blandet følelser – ikke kun fordi jeg har angst, men fordi jeg faktisk også hørte en del historie fra fremmed, hvor jeg bare tænkte “Gud, det er mig.”
Trods jeg går i gruppe terapi hver fredag, kender jeg dem efterhånden ret godt. – Derfor var det overvældende at høre fra fremmede, at de faktisk reagerede … well, som mig.
Jeg ved at de følelser, skal bearbejdes, men for hvergang jeg bearbejder noget nyt – jo længere kommer jeg videre. Det faktisk ret utrolig, hvor lang tid det kræver at komme ovenpå og væk fra spiseforstyrrelsen, selvom man agerer normalt. Den er stadig en stor del af mig, men langt fra en daglig kamp. Jeg slipper den stille og roligt dag for dag.

Og den bedste gave man kan give mig og andre i den situationen er tålmodighed og kærlighed.
Derfor sætter jeg hver dag pris på, at jeg har fundet en mand, som giver mig begge dele og som vælger at gå hel skindet i en min spiseforstyrrelse, for som han siger: “nu er det vores kamp.” <3