Jeg elsker ikke mine strækmærker

Jeg kan godt blive lidt træt af, at vi er ramlet ind i et fænomen, hvor vi skal elske alt ved vores kroppe. Jeg ved godt at flere og flere får det psykisk dårligt og kroppen er blevet sat al for meget i negativ fokus i vores samfund – men hvis man virkelig har det dårligt med sig selv og sin krop, er det langt fra at hade til at elske. Hvor er mellem vejen?

Der var på et tidspunkt meget omkring de såkaldte “tigerstreger”. Jeg læste en del om det, fordi min krop, selv har en del pga. min store overvægt for snart 3 år siden. Jeg prøvede at søge andre bloggers meninger, holdninger og råd, men det eneste som jeg blev mødt med var “du skal bare elske dem.”
Hmmmmmm…….. Nu er der efterhånden gået et stykke tid siden jeg læste de forskellige blogindlæg, og konklusionen er:
Jeg elsker ikke mine strækmærker. (Jep, så er det sagt!).

Meeeeeeen jeg acceptere dem.
DER ER KÆMPE FORSKEL.
Jeg kan ikke fjerne dem, og de vil altid være en del af mig om jeg vil det eller ej.
Jeg kan bruge resten af mit liv på at lære at elske dem (og hade dem i smug),
eller jeg kan acceptere de er der.
Jeg vælger det sidste. At acceptere.

Jeg går ind for at man lærer at hvile i sin krop. BESTEMT! Jeg øver mig stadig og jeg bliver bedre og bedre. Men trods jeg hviler mere i min krop end nogensinde før, er der da stadig ting, som jeg ville ønske ikke var der. Jeg er jo en kvinde fordulen – og jeg bliver nok aldrig tilfreds.
MEN forskellen er, at selvom jeg ikke er 100% tilfreds, så gider jeg ikke bruge kræfter på det.
Fordi jeg acceptere det.

Men hvorfor ikke elske dem?
Well .. hvis man kan lære at elske alt ved sig selv, så go for it. Men det kan jeg ikke og jeg gider ikke føle mig unormal, fordi jeg nu ikke kan følge med i den nye dille, hvor vi skal elske alt ved os selv.
Jeg elsker mange ting ved mig selv (uden at være selvfed), men så er der også ting, som jeg acceptere. Det giver mig præcis den samme ro i kroppen og sind, uden jeg skal bruge yderligere energi på det.

Jeg vil hellere sige: “Jeg ville ønske de strækmærker ikke var der” fremfor “jeg elsker mine strækmærker”. For i mit hovede, så det man elsker, ønsker man sig ikke af med.
Derfor min pointe – jeg elsker dem ikke, men jeg acceptere at de er der.
Men fik jeg muligheden for at de blev fjernet ved et “fe-ønske”, så havde jeg da sagt ja omgående!

For nogle har de såkaldte tigermærker måske en betydning – f.eks. et stort vægttab, der minder en om hvor langt man er kommet.
Jeg har selv tabt 30 kg – og jeg synes ikke mine strækmærker giver mig et positivt skub.
Det kan selvfølgelig være anderledes for andre!
Jeg kan sikkert godt blive lidt upopulær ved dette oplæg, men nogle gange må en blogger ytre sine meninger, og jeg synes bestemt vi er ved at skabe en ny dille, hvor det kun er acceptabelt at rose os selv og elske os selv. – det er helt klart også meget bedre end at hade os selv, men ærligt – er vores svar blevet til alt “bare lær elsk dig selv?”..
Hvor blev der er anerkendelsen, hvor det er okay at være utilfreds eller ked af det?

Jeg siger selvfølgelig ikke, at man ikke skal lære at være glad for sig selv og sin krop. Jeg siger bare, at det er okay ikke at elske alt ved den. Så længe man ikke bruger al sin energi på at hade sin krop, så ser jeg absolut ingen problem ved at finde en sti mellem elske og had.

Som tidligere nævnt, så acceptere jeg mine strækmærker. Jeg bruger ikke min energi på, at hade dem eller svine dem til. Men jeg bruger heller ikke min energi på at elske dem.
De er der bare, og jeg kan hverken gøre til eller fra.
De er normale at have og jeg er ikke unormal eller grim, fordi de er der.

Og det samme gælder dig!