Kære mig

Kære 15-årig mig –
Dengang havde du det svært. Du var på vej til at gå en vej, som skulle ændre dit liv fuldstændig. Det år, hvor du udviklede en spiseforstyrrelse.
Du havde ingen selvtillid og ingen selvværd. Du var aldrig enig med dit eget spejlbillede, trods kiloerne raslede af dig og knoglerne blev synlige.
Du så glad ud, selvom alt inden i var kaos. Du hoppede og sprang for alle mennesker, selvom du inderst inde ønskede, folk hjalp dig. Du isolerede dig ikke. Du var altid på, selvom overskuddet ikke var til det.
Men når døren først var lukket, var der ingen der så tårerne løbe ned af dine kinder. Den fortvivelse, dit had og dine dumme tanker.

Kære 15 årig mig –
Du fortjente ikke at sulte dig selv og leve af afføringspiller.
Ingen fortjener at leve på max. 500 kcal, med 3 timers motion dagligt.
Ingen fortjener at gå flere dage uden mad.
Hvorfor sagde du ingenting? Fordi turde du ikke åbne munden og bede om den hjælp du havde brug for? Kunne du ikke selv se, at du stille og roligt slog dig selv ihjel?
Hårtab, blå fingre, svimmelhed, ingen smil, ingen lykke og ingen livsgnist.

Kære 16 årig mig –
Din krop fejlede ingenting. Du var skøn præcis som du var. Du behøvede ikke at gå på vægten 10 gange dagligt og lade den styre dit humør.
Kunne du ikke selv se, at dine følelser ikke bundede i mad, men i andre ting?
Hvorfor var det mest logisk, at forvande anoreksien til bulimi istedet for at få hjælp?

Kære 16-årig mig –
Ville du havde troet, at du senere hen ville leve din spiseforstyrrelse så voldsomt.
Havde du troede på mig, hvis jeg fortalte dig, at du senere ville lyve og bedrage dine venner, daværende kæreste og familie, for at holde bulimien skjult? Ville du tro på, at du som loyal person, ville være så styret af en sygdom, at du ville lyve for din egen mor, for at cykle ud i skoven til dit gemmested og kaste al maden op igen?

Kære 17-årig mig –
Kan du ikke se verden ramler. Du lever stadig i en boble, hvor ingen kan nå dig.
Vægten er det eneste som tæller og den skal kun gå nedad.
Opkast og ædeflip er en del af daglig dagen. Din hals bløder, du har gentagne gange betændelse i spiserøret – Din krop er ved at give op.
Hvorfor siger du intet?

Kære 20 årig mig –
Vægten er steget voldsomt og du vejer nu al al al for meget. Du kan slet ikke styre dine følelser længere og maden har erstattet alt følelsesmæssigt i dit liv. Alt er kaos og der findes intet overskud. Du begynder at isolere dig eller drikker dig fuld hver weekend.
Det var din overlevelse.
Hvem ville have troet, at din økonomi ville være så dårligt pga. maden?
Kære mig, hvorfor fortalte du ingen at du dagligt overspiser, sover og intet overskud har til noget andet? Kære mig, hvorfor fortalte du ingen hvor dårligt du havde det?

Kære 20-årig mig –
Hvis jeg havde fortalt dig, at 5 års misligholdelse af din krop ville ødelægge din krop, ville du så tro mig? Ville du tro på, at du ville få en kronisk tarmlidelse, ødelagt spytkirkler, mavesyrer problemer og ubalanceret hormonbalance/manglende menstruation?
Hvorfor lytter du ikke til lægerne?

Kære 22 årig mig –
Du har nu taget det første skridt. Du har tabt 30 kg.
Du er startet i behandling.
Hvorfor isolere du dig mere? Hvorfor er bulimien og de anorektiske tanker begyndt at tage over igen?
Hvorfor er du så ensom, trods du har alle de mennesker du behøver omkring dig?

Kære 23-årig mig – 
Det er okay at have det dårligt, men det er tid til at ændre sig.
Dit hjerte begynder at svigte. Du må vælge livet til eller fra.
Det er på tide at åbne øjnene og se, hvad du har omkring dig.
Du får snart ikke flere chancer. Du må tage et valg.

Kære daværende –
Hvis jeg fortalte dig, at du som 25 årig ville se solen skinne, se hvor skøn verden er, ville du så tro mig?
Ville du tro på, at dine drømme ikke længere omhandlede vægt, kalorier og udseendet?
Ville du tro på, at du bor sammen med en kæreste, som elsker alle dine særheder?
Ville du tro på, at du kunne stå foran dit spejl uden at græde?
Ville du tro på, at du kunne være sociale uden at føle dig forpligtet?
Ville du tro på, at du har lært at sige nej og stå ved dine holdninger uden at føle dig forkert?
Ville du tro på, at du ville åbne dig op og fortælle din historie til andre?
Ville du tro på, at du faktisk valgte livet?

Kære mig –
Du er kommet så langt og du er meget mere værd en spiseforstyrrelsen!